Ilttilsætning – Spildevand

På nogle rensningsanlæg tilsættes ilt til spildevandsledninger ved pumpestationerne. Ilt tilsættes spildevandet i trykledningerne umiddelbart efter pumpestationerne, Her er vandtrykket størst, og ilten optages lettere i vandet. Jo højere tryk – jo bedre iltning.

 

Formålet med ilttilsætningen er at eliminere svovlbrinte-skadevirkninger. Primært lugtgener og tæring på ledningsnettets metal- og betoninstallationer.

 

Ilt skaber vækstbetingelser for aerobe (iltkrævende) bakteriekulturer. Disse nedbryder organiske materialer. I spildevandsledninger uden ilttilsætning benytter de anaerobe (ikke iltkrævende) bakteriekulturer sulfater som oxidationsmiddel.  Herved dannes svovlbrinte  som mellem- og slutprodukt. Svovlbrinter kan videreoxideres til svovlsyre i gravitationsledninger. Denne videreoxidation sker på den fugtige rørside over spildevandsspejlet og medfører kraftig korrosion af rørledningerne. Ved tilstedeværelse af ilt vil de aerobe bakteriekulturer undertrykke de anaerobe bakteriekulturer og hindre dannelsen af svovlbrinter og svovlsyre.

 

Alternativt kan man nedbryde svovlbrinter ved brug af jernsulfat eller nitrat. Jernsulfat binder svovlbrinte. Men ved tilsætning af jernsulfat til trykledninger er der risiko for udfældning i gravitationsledninger. Tilsætning af jernsulfat eller nitrat kræver præcise doseringer. Dette kan være problematisk, da vandmængderne varierer meget, blandt andet fra kraftige regnskyl. En overdosering medfører reelt en ny forurening i form af øget slam- og/eller nitratmængde. En underdosering medfører en ufuldstændig rensning.

 

Ilt tilsættes nemt og sikkert. Derfor anvendes ilt i større og større omfang i såvel kommunale som industrielle rensningsanlæg. Strandmøllen tilbyder rådgivning og teknisk assistance i forbindelse med ilttilsætning.

 

Parametre som har indflydelse på ilts opløselighed i vand.

Tilsætningstryk: Ilt tilsættes med højere tryk end vandtrykket. Vand under tryk,   for eksempel i trykledninger, optager lettere ilt.

 

Vandtemperatur: Vandtemperaturen har indflydelse på optagelsen af ilt. I ligevægt med luft kan vand ved 10°C mættes med 11,2 mg ilt/liter, mens vand ved 20°C kan mættes med 9,0 mg ilt/liter.

 

Tilsætningsmetode: Ilttilsætning vil altid resultere i iltbobler i vandet. Små iltbobler optages bedre end store iltbobler. Boblestørrelsen vil blandt andet afhænge af det anvendte iltningsudstyr og vandcirkulation.

 

Vanddybde: Ved tilsætning på stor vanddybde vil ilten være længere om at nå op til overfladen. Dette vil sammen med det højere vandtryk give en bedre iltoptagelse.

 

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere omkring ilttilsætning i spildevand, kontakt Strandmøllen på e-mail.