Svaret er ja – og hvor står vi så i dag?

Som så ofte tidligere, når der blev gennemført risikoanalyser på bestående medicinske oxygen-anlæg, blev reserveforsyningen beregnet ud fra et gennemsnitligt dagligt forbrug, og i nogle tilfælde gør det sig ligeledes gældende for den sekundære forsyning. For at sikre en tilpas reserveforsyning i tilfælde af akut nedbrud, blev forbruget ofte baseret på det nuværende forbrug sammenholdt med mulighed for levering af ny forsyning, ofte +48 timers forbrug.

I en tid hvor overvågning af tankene i højere og højere grad påhviler leverandøren, er hospitalets eneste tilgængelige tal ofte gasleverandørens månedsstatistikker. Da ingen eller meget få installationer har egen flowmåler på anlægget, kan det virke umuligt at bestemme forsyningen på timebasis.

Det daglige forbrug af flydende oxygen (LOX) er gennem de sidste årtier steget med ca. 2-4 % om året, hvilket ikke har været noget problem, idet tankanlæggene ofte blev dimensioneret med en stor, ekstra kapacitet på både rørdimensioner og stabilisatorer, der samtidig dækkede et forventet, ofte ukendt, peak-forbrug i fx formiddagstimerne.
 

COVID-19, PEAK OG PLANLÆGNING

Samtidig med et stigende forbrug – grundet et stigende antal patienter, flere operationer og samtidige oprettelser af COVID-19-afsnit og opgraderinger på en lang række hospitaler – blev man flere steder klar over, at hospitalernes nuværende stabilisatorer skulle kunne sikres til et markant øget forbrug. Nogle steder er det sandsynligt, at der skulle op imod en fordobling til set i forhold til dengang, anlæggene blev dimensioneret. Det er selvsagt uklart, om anlæggene kunne bære dette – og særligt blev reserveforsyningen og i nogle tilfælde den sekundære forsyning meget kritisk, for kunne regulatorerne og stabilisatorerne i forsyningsanlæggene klare det nye niveau?
 

Hvorfor var problemet under COVID-19’s første indtog så mindre end antaget?

På baggrund af utallige rapporter fra Sydeuropa – blandt andet fra Italien og via EIGA (den Europæiske Sammenslutning for Gasproducenter) – var vi klar over et krav om markant øget forbrug af oxygen. Der var dog uklarhed om de flows, som patienterne blev indskrevet med: Både 10, 20, 30 40 og sågar 50 liter i minuttet var fremme, og det er ikke uvæsenligt om patienterne i gennemsnit skulle indlægges med 10 liter pr. minut eller med 50 liter i minuttet. Vigtigst var det at adressere antallet af indlæggelser og dermed overbelægningen, og regionerne besluttede at lukke ned for alle ikke-hastende operationer. Den handling var vigtig, for det neutraliserede oxygenforbruget, således at behovet for en øget mængde ilt til COVID-19-patienter blev mødt med et utal af indlæggelser og opvågninger grundet nedgang i operationer.
 

Samme billede, som det vi oplevede i Danmark, så man i andre europæiske lande, blandt andet i Irland.

Forsyningssituationen fra alle gasleverandører både ved første bølge og i dag har hele tiden været, at alle havde rigeligt LOX (flydende oxygen) til kontinuerligt at fylde alle hospitalernes tanke. Flaskehalsen kan, som det fremgår nedenfor, være hospitalernes egne stabilisatorer i centralgassystemet.
 

PEAK-FORBRUG - MÅLING AF RIGSHOSPITALETS FLOW

Vi har i forbindelse med undersøgelsen fået data fra Rigshospitalets oxygentanke, der for primære/sekundære tanke og reserveforsyningstanke har selvstændige flowmetre installeret efter fordamperne.

Målingerne er fordelt på to perioder:

• 10. august til 19. august 2020

• 5. november til 11. november 2020.

Begge kurver viser et helt klart billede af et peak-forbrug, som særligt i hverdagenes formiddagstimer ligger væsentligt over det gennemsnitlige ugentlige og daglige forbrug af LOX.

I og med at man normalt beregner reservekapaciteten på baggrund af det gennemsnitlige forbrug, så bliver det tydeligt, at man i høj grad udjævner peak-forbruget, som er så vigtigt at holde for øje.

På begge forsyninger måles et merforbrug imellem 50 % og 100 %, når de to grafer lægges oven på hinanden, som de skal.

Som supplerende dokumentation fik vi yderligere en daglig aflæsning af begge tanke, som var foretaget i tidsrummet fra kl. 05:00 til kl. 23:00, og igen viste det en tydelig peak-værdi om formiddagen kl. 10:00. Dette tidspunkt kommer jo ikke bag på nogen, idet næsten alle operationer foregår i dette tidsrum, men at peak egentlig forøges over næsten tre timer og at forbruget i denne periode ligger så meget højere end det daglige gennemsnit gør, at mange andre hospitaler endnu engang må få gennemgået deres nuværende stabilisatorer for, om de kan dække det nuværende peak-forbrug, som kapaciteten udvides med.

Når man samtidig ser dette udsving i forbruget og efterfølgende skal opgradere hospitalet med xx antal COVID-19-pladser, hvor behovet er 20-30 liter oxygen i minuttet pr. plads, så arbejder man med et forbrug, der ligger 100 % over det forbrug, som blev lagt til grundlag for dimensioneringen af hospitalets centralgassystem, da man byggede hospitalet. Det jævnt stigende forbrug gennem årene samt bevidstheden omkring et peak-forbrugsbillede og forventninger til store COVID-19-afsnit (ekstra 50-200 sengepladser) gør, at mange hospitaler må re-kalkulere deres forbrug samt sikre deres forsyninger og ikke mindst reserveforsyninger.

Efter det forløb vi mødte i første bølge og nu er igennem med anden bølge, mens en tredje bølge måske også er på vej, er der en lang række spørgsmål, som man bør stille sig selv:

• Hvordan har kapaciteten udviklet sig over årene og under COVID-19-behandlingen?

• Hvad har du ombygget/tilføjet/nedlagt de seneste mange år? 

• Har du dimensioneringen på plads? 

• Hvordan drives dit hospital mellem kl. 8 til 16 eller ved 24-timers drift? 

• Hvem træffer beslutninger i en krisesituationen og på hvilket grundlag?

Artiklen her er en del af en artikelserie. Læs med næste gang, hvor vi arbejder med de specifikke komponenter i rørsystemet, som har indvirkning på jeres distributions- og forsyningssikkerhed.

Bragt i Hospital, Drift og Arkitektur (1)