24. juni 2016

Esbjerg åbner brinttankstation!

Den 24. juni 2016 bliver Danmarks 10. brinttankstation indviet i Esbjerg. Det er samtidig den fjerde brinttankstation for os som partner i Danish Hydrogen Fuel. Danmark er dermed endnu tættere på målet om at have et landsdækkende netværk af brinttankstationer.

Brinten på Danish Hydrogen Fuel's tankstationer fra kommer fra vores elektrolyseanlæg på Fyn, som er Danmarks eneste industrielle anlæg til brintproduktion.

Åbningsceremonien i Esbjerg den 24. juni afholdes som en temadag om biler, brint og brændselsceller sammen med blandt andre borgmester Johnny Søtrup. På temadagen vil der blive drøftet, hvordan den strøm, der produceres af vindmøller ud for Esbjergs kyster, kan konverteres til brint og derigennem medvirke til en mere grøn transport i kommunen.

Læs mere om vores engagement her.

_______________________________________________________

3. marts 2016

Ny brinttankstation i Kolding


Den 3. marts 2016 indvies Danmarks niende brinttankstation i Kolding, og der vil fra samme dato køre fem brintbiler rundt i Kolding Kommune.

Det er samtidig den tredje brinttankstation, som indvies af Danish Hydrogen Fuel A/S, der består af H2Logic A/S, OK a.m.b.a. og Strandmøllen A/S.



______________________________________________________


21. januar 2016

Aarhus åbner brinttankstation!

Den 21. januar åbner Aarhus sin første brinttankstation i Brabrand, som er opført af Danish Hydrogen Fuel A/S, der består af H2Logic A/S, OK a.m.b.a. og Strandmøllen A/S.

I forbindelse med åbningen tager eknik og Miljø i Aarhus Kommune hele 10 nye brintbiler i brug. Brintbilerne udleder ingen CO2 og understøtter dermed Aarhus Kommunes ambition om CO2-neutralitet.

Brinttankstationen er Danish Hydrogen Fuel's anden tankstation, da den første blev indviet i Korsør i september 2015. Det er meningen, at selskabet inden udgangen af 2016 skal udvide det danske netværk af brinttankstationer med op til fire stationer, så der i Danmark i alt er 10 brintstationer.
 

_______________________________________________________

14. september 2015

Ny brinttankstation åbnet i Korsør

Under af overværelse af Slagelses borgmester, Stén Knuth, blev en ny brint tankstation åbnet i dag i Korsør, så der nu kan tankes brint i syv danske byer. Åbningen er seneste skridt mod at sikre et landsdækkende netværk af brinttankstationer i 10 danske byer i 2016. Korsør tager samtidig syv nye brintbiler i brug fra Hyundai.

Brinttankstationen drives af Danish Hydrogen Fuel A/S, som er et selskab, der er etableret af  H2Logic A/S, OK a.m.b.a. og Strandmøllen A/S. De arbejder sammen med bilproducenterne for at udbrede anvendelsen af brintbiler i Danmark.

Brintbilerne er på vej i Danmark og udland

Med yderligere syv brintbiler fra Hyundai til Slagelse Kommune, Sund & Bælt samt SK Forsyning i Korsør er den samlede bestand af brintbiler i Danmark næsten fordoblet siden årsskiftet, og der er lovning på yderligere en håndfuld brintbiler i Korsør. Senere på året lancerer Toyota brintbilen ”Mirai” i Danmark, som har været en succes i Japan og Californien, hvor mere end 2.600 biler er bestilt af bilejere. Alene i Californien har yderligere 30.000 vist interesse for at købe brintbilen. I løbet af 2016 forventes Honda også at introducere en brintbil i Danmark.

Dobbelt så langt på literen uden forurening

I brintbiler omdannes brint til strøm i en brændselscelle, som udnytter energien dobbelt så godt som motorer i konventionelle biler – og med vand som eneste udstødning. Brinttankstationen i Korsør forsynes med brint fra vores centrale produktionsanlæg på Fyn, hvor der kun anvendes grøn strøm og vand til produktionen.

Samme rækkevidde og hurtig optankning som benzin

Brint tankes på biler lige så hurtigt som benzin og giver samme lange rækkevidde på mere end 500 kilometer på én tankfuld. Optankningsprocessen er allerede standardiseret af de internationale bilproducenter, så brintbiler tankes ens og med samme tilkobling i hele verden. Netop derfor er brinttankstationen i Korsør placeret ved et eksisterende OK-anlæg, da den tilbyder den samme transportkomfort og service som benzin.

Dansk teknologi og arbejdspladser

Brinttankstationen i Korsør er udviklet og leveret af danske H2 Logic. Danske virksomheder og offentlige aktører har siden 2001 investeret mere end 3,5 milliarder kroner i udviklingen af brintteknologier og er blandt de førende i verden. Netop brintinfrastruktur rummer et stort eksportpotentiale for danske virksomheder, da mere end 30% af komponenterne i en brinttankstation produceres i Danmark, og fremstillingen af blot én tankstation skaber beskæftigelse for 4,5 personer i et helt år. 
 



25. februar 2015, pressemeddelelse

Strandmøllen skifter til brintbiler

Strandmøllen har købt en af Danmarks første privatejede brintbiler og tager dermed et ansvar for at sætte skub i fremtidens bæredygtige transport. Samtidig indvier virksomheden egen brinttankstation ved sin luftgasfabrik på Fyn, hvor Strandmøllen har Danmarks eneste elektrolyseanlæg til produktion af bæredygtig brint.

Da brint er et bæredygtigt brændstof, er det et stærkt alternativ til de fossile brændstoffer til biler. Især nu hvor der i de kommende år bliver skabt mulighed for tankning i store dele af Danmark i forbindelse med Strandmøllens partnerskab med OK a.m.b.a og H2 Logic A/S. Det er derfor naturligt at gå et skridt foran og etablere sin egen brintstation samt begynde udskiftningen af bilparken fra fossilt brændstof til brintbiler.

- Vi på Strandmøllen er overbevist om, at brintbilerne får et gennembrud på det danske marked i de kommende år. På sigt tror vi på, at også privatbilisterne vil vælge brintbilen. Med vores investering i brintbil og flere brintstationer håber vi på at være med til at kickstarte dette gennembrud, udtaler Strandmøllens markedsdirektør, Lars Laursen.

I forvejen kører der et antal brintbiler indkøbt af kommuner primært til brug i hjemmeplejen. Strandmøllen bliver derfor en af de første private virksomheder, der kører brintbil.

For et par uger siden meddelte Strandmøllen, at de har indgået partnerskab med OK a.m.b.a og H2 Logic A/S om etablering af brinttankstationer i Danmark. Det nystartede selskab, Danish Hydrogen Fuel A/S, har planlagt at bygge op til fire brinttankstationer i Danmark inden udgangen af 2016. For at komme hurtigt i gang med egne brintbiler har Strandmøllen allerede nu bygget sin egen brinttankstation ved anlægget i Ejby.

- Vi er meget stolte over at være med til at opbygge en infrastruktur til brinttankning. Hos Strandmøllen sætter vi en ære i at handle, som vi prædiker, og gøre tingene selv. Vi synes derfor, at det er naturligt, udover samarbejdet i Danish Hydrogen Fuel, at starte med at etablere vores egen brintstation. Vi ønsker at tage vores del af ansvaret for at skabe en klimarigtig transport og være med til at skåne miljøet, fortæller Strandmøllens Adm. Direktør, Alex Buendia.

Strandmøllens brintbil, en Hyundai ix35, er den første serie af producerede brændselscellebiler på markedet. Tankkapaciteten på brintbilen gør det muligt at køre 600 km før tankning. Strandmøllens Hyundai ix35 skal bruges af Strandmøllens ansatte.

- Vi er utrolig glade for, at Strandmøllen har valgt at satse på brintteknologien. Når en stor seriøs spiller på markedet kommer med en sådan udmelding, understreger det teknologiens meget klare potentiale. Vi er meget stolte over at have muligheden for at levere en ix35 brintbil til Strandmøllen og er glade for den tillid, der vises Hyundai i udrulningsprogrammet ifht. infrastrukturen, udtaler Søren Møller Pedersen, Salgschef Hyundai Bil Import A/S.


 

2. februar 2015, pressemeddelelse

Strandmøllen investerer i brinttankstationer

Sammen med energiselskabet OK a.m.b.a og teknologiselskabet H2 Logic investerer Strandmøllen i op til fire nye brinttankstationer. Brinttankstationerne drives i et fælles selskab, Danish Hydrogen Fuel A/S. Strandmøllen tager dermed et betydeligt skridt mod en fremtid med bæredygtig brint til transport.

Med de fire nye tankstationer vil man kunne tanke brint i 10 større byer på tværs af landet inden udgangen af 2016.

Med op til fire nye brinttankstationer fra Danish Hydrogen Fuel vil det samlede netværk være så dækkende, at næsten 50 % af befolkningen vil have mindre end 15 kilometer til nærmeste brinttankstation, og at brint kan tankes i alle de største byer.

- Som en leverandør af industrigasser i Danmark i næsten 100 år, er det naturligt for os at tage et betydeligt skridt mod en fremtid med bæredygtig brint til transport. Investeringen i Danish Hydrogen Fuel giver os værdifulde erfaringer med distribution af brint til tankstationer og en synergi med vores eksisterende bæredygtige brintproduktion i Danmark, fortæller Strandmøllens Adm. Direktør Alex Buendia.

Dansk forspring på infrastruktur

Sigtet med Danish Hydrogen Fuel er, at selskabet skal agere som en platform for etablering og drift af brinttankstationer og samle de kompetencer og teknologier, som er nødvendige for en succesfuld udbredelse.

I Ejby driver Strandmøllen det eneste elektrolyseanlæg i Danmark i dag. Det er dette anlæg, som skal levere brint til tankstationerne. Brinttankstationerne etableres ved/på udvalgte OK-tankstationer, hvilket giver Danish Hydrogen Fuel en stærk adgang til markedet via den eksisterende infrastruktur for brændstof.

Brinttankstationerne til Danish Hydrogen Fuel leveres af H2 Logic, og på den måde sikres det, at der anvendes danskudviklet og -produceret teknologi. Danish Hydrogen Fuel-brinttankstationerne etableres med bidrag fra det Europæiske FCH-JU program og Energistyrelsen.

Brintbilerne er på vej

Udbyggelsen af det danske netværk understøtter bilproducenternes introduktion af brintbiler. Hyundai lancerede i 2014 ix35 brintbilen med mere end 500 kilometers rækkevidde og samme hurtige optankningstid som en benzinbil. Til efteråret ventes Toyota at følge trop, og flere andre bilproducenter er på vej.

Brintbiler kan levere et afgørende bidrag til at indfri Danmarks målsætning om uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050, da brint kan produceres på basis af vedvarende energi.

Hvad er brint?

Brint kan produceres på basis af vedvarende elektricitet, og kan derved anvendes som lager for de stigende mængder vindmøllestrøm. I modsætning til eksport af strømmen til nabolande kan brintfremstilling sikre, at elektriciteten i stedet anvendes som brændstof i biler til gavn for miljøet og Danmarks forsyningssikkerhed.

Brintbiler er moderne elbiler, hvor energien er lagret i form af brint, der omdannes til elektricitet i en brændselscelle med vand som eneste udstødning. Den teknologiske udvikling er gået hurtig de seneste år. Det betyder, at den nyeste generation af brintbiler er helt på højde med benzindrevne biler både med hensyn til optankningstid, rækkevidde og brændstofomkostninger.