Frans, Gaskonsulent inden for levnedsmiddelindustri i Ejby

Hvorfor søgte du i sin tid et job hos Strandmøllen A/S?

Jeg ville gerne arbejde med de forskellige områder inden for levnedsmiddelindustrien, som gasserne gav mulighed for, i stedet for bare at være låst til fx en kvalitetsafdeling.

Min første ansættelse som ung idealist var i midten af 90’erne, hvor Alex Buendia (nu adm. direktør) var salgschef for en ny afdeling. Afdelingens opgaver var helt nye for os, men jeg husker tydeligt glæden ved at møde ind om morgenen, pionerånden og måden, hvor vi med forsøg og tests løste opgaver af alle slags lige fra pakning af krydderurter til frysning af laks.

Jeg var derefter væk fra Strandmøllen i en længere årrække, inden jeg kom tilbage for snart 14 år siden. Det har jeg aldrig fortrudt. Det er stadig samme problemstillinger, men vi løser som altid opgaverne i samråd med kunderne frem for bare at præsentere dem for en standardløsning.

Hvordan ser din arbejdsdag typisk ud?

Det afhænger af, om jeg er på kontoret eller ude på besøg, men ingen dage er fuldstændig ens.

En dag på kontoret vil typisk gå med telefonisk kontakt til eksisterende og nye kunder, tilbudsskrivning eller opfølgning på igangværende og nye projekter. Omvendt vil en dag ude i marken enten bestå af almindelige servicebesøg eller kundebesøg.

På almindelige servicebesøg hos kunderne sikrer jeg, at de er tilfredse med vores løsning og produkter afhængigt af deres problemstilling. På kundebesøg laver jeg præsentationer og gennemgår tilbud, men der er også dage, hvor jeg sammen med kunderne går ned i deres produktioner for at lave forsøg eller tests af fx gasblandinger til et nyt produkt eller indkøring af fryseanlæg.

Jeg har med tiden fået ansvar for blandt andre vores dambrugskunder, som er en ufattelig spændende kundegruppe, hvor jeg arbejder direkte fra jord til bord med opdræt, transport, slagtning og pakning.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Det bedste er helt sikkert den varierende arbejdsdag og de mange forskellige spørgsmål og opgaver, som jeg kan blive mødt med.

Hvordan vil du beskrive kulturen i Strandmøllen A/S?

Strandmøllen-ånden bærer præg af, at vi er en ”lille” og fondsejet virksomhed, som gennem de seneste år har oplevet en stor vækst. Alle kender stort set alle.

De senere år er der sket en kulturændring, som vi – der har været med siden 90’erne – måske oplever lidt tydeligere end de nyere medarbejdere. Vi er efterhånden ved at blive en større virksomhed med de procedurer, som det medfører af både godt og lidt mere besværligt. Det er en sjov og stor oplevelse at være med på denne rejse.