Mette, Salgssupporter i Klampenborg

Hvorfor søgte du i sin tid et job hos Strandmøllen A/S?

Jeg har været ansat i salgssupport i to år nu, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg dengang sagde ”ja tak” til stillingen som salgssupporter.

Før jeg søgte stillingen, kendte jeg faktisk slet ikke noget til Strandmøllen. Stillingsannoncen lød bare på 25 timer om ugen, det var i en fornuftig afstand til min bopæl, og så var det i en funktion som salgssupporter, hvilket jeg har arbejdet som i mange år i forskellige virksomheder.

Tak til min tidligere chef, René Henriksen (nu direktør i Gasecenter Nord – A Part of Strandmøllen), for i sin tid at tage mig til samtale og ”overbevise” mig om, at det var Strandmøllen, som jeg skulle arbejde hos.

Hvordan ser din arbejdsdag typisk ud?

Min arbejdsdag starter med, at jeg møder ind på ”Møllen” kl. 9. Her holder vi hver dag et fælles morgenmøde på tværs af afdelinger med alle dem, der er på kontoret. Vi mødes i vores lille tekøkken og siger ”godmorgen” til hinanden*. Det er en super tradition. Man får nemlig sagt godmorgen til alle, og man ved, hvem der er på kontoret den enkelte dag. Der kan også blive delt diverse meddelelser, men ofte bliver der fortalt røverhistorier.

Mit arbejde består primært i at besvare både eksterne og interne henvendelser, da salgssupport er en servicestation. Henvendelserne kommer typisk fra kunder, der har spørgsmål til deres flaskebeholdning, lejekontrakter og faktura. Derudover modtager vi naturligvis også opkald fra vores forhandlere og vores konsulenter, som kører ude på vejene.

De mange henvendelser betyder også, at jeg og resten af salgssupport har alsidige arbejdsdage, hvor vi ikke 100 % ved, hvad der kommer til at ske. Vi kan have en idé om antallet af henvendelser lige omkring faktureringsdatoen, men ellers varierer det fra dag til dag. Udover henvendelserne så håndterer vi også data på vores kunder og vores varer.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Det bedste ved mit arbejde er de gode kollegaer. Den sparring, som vi har med hinanden på daglig basis. Den forståelse der er for, at livet på hjemmefronten også skal fungere.

Derudover er det tilfredsstillende at arbejde med produkter, der kan have en livsvigtig funktion. Det giver bare mening.

Hvordan vil du beskrive kulturen i Strandmøllen A/S?

Det er som at få en ekstra familie, for vi kan godt lide at være sammen og gøre ting sammen. Der er naturligvis et hierarki i organisationen, men selve omgangstonen med hinanden er meget fri. Vi griner og pjatter med hinanden på tværs af afdelinger og arbejdsfunktioner. Det er meget befriende.

Det betyder også, at man har lyst til at være sammen og planlægge og deltage i arrangementer. Jeg har fx planlagt en mini-skitur for mine kollegaer de sidste to vintre. Jeg elsker nemlig at stå på ski, og det er en super måde at være sammen på og lære hinanden bedre at kende. Og så er en voksen-skiferie bare noget andet end en børne-/familie-skiferie.

Jeg er også en del af bestyrelsen i vores personaleforening, så jeg kan bidrage til endnu mere fællesskab. Det er nemlig vigtigt for at bevare arbejdsglæden.

 

*Før COVID-19-retningslinjerne trådte i kraft.