Siden 2009 har Strandmøllen leveret gas til Jøni Aabybros innovative produkter. Det startede ud med speciallavede trailers og containere til blandt andet lastvognsbranchen. Gassen som Strandmøllen leverer bruges til at svejse deres mangeartede produkter, for eksempel gasser til TIG-svejsning i aluminium. 


I alt arbejde uanset branche, er opfindsomhed og innovation hovedfokus for Jan Nyrup og Jan Villadsen, som til dagligt driver Jøni. Det nyeste skud på stammen, er noget helt andet – det er nemlig deres Firefighter FF serie, som er produkter udviklet til at begrænse brand i biler – særligt elbiler. 


Tilbage i 2019 konstruerede Jøni deres første brandslukningscontainer: ”EV-brandslukningscontainer” i samarbejde med Beredskab Øst. Den fungerer ved at nedsænke den brændende bil i containeren.
 

EV-brandslukningscontainer


I containeren er der fire rør, der sprøjter vand på bilen. På den måde indkapsles branden og holdes under kontrol. For en brand i en elbil er nemlig ikke lige til at slukke. Det bedste våben mod branden er vandafkøling af batteriet, så branden begrænses og ikke kan udvikle eller sprede sig.

NÅR PLADSEN ER TRANG

Netop det med at sprede sig, kan være yderst farligt ved steder hvor pladsen er trang. Derfor videreudviklede Jøni deres container ned til syv mindre produkter, som nemt kan komme ind i for eksempel parkeringshuse. Et af deres produkter er også specialdesignet til færger, hvor det er yderst nødvendigt, at indkapsle den brændende bil hurtigst muligt, så branden ikke spreder sig.

Batteriet i en elbil er et lithium-batteri, som består en af række kemiske komponenter – og tilsammen kan de brænde helt uden ilt. Til sammenligning tager det omkring 4-5 minutter at slukke en brand i en almindelig brændstofs bil. Hvorimod det kan tage op til 8 timer at slukke en brand i en elbil.
Oveni det, udleder de brændende batterier en giftig røg, som er sundhedsskadelig og i større mængder også dødelig. Faktisk så sundhedsskadelig, at den kan være kræftfremkaldende. Det har Jan og Jan fra Jøni også haft med i deres overvejelser, da de udviklede produkterne. Det skal nemlig være nemt, sikkert og hurtigt for brandfolkene, så de ikke bliver udsat for den giftige røg i længere tid end højst nødvendigt, og er dermed med til at skabe et bedre arbejdsmiljø omkring brandslukning af elbiler. 


Alle Jønis Firefighter produkter er lavet i aluminium og vejer derfor ikke særlig meget. Det kræver kun én brandmand at skubbe det ind under den brændende bil, alt imens brandmanden stadig er i en rimelig afstand fra bilen.
Strandmøllen A/S har været med til at give rådgivning og vejledning, for at kunne optimere svejseprocessen med den rigtige svejsegas. Valget faldt på PRO LINE® PROAL.

FRA CONTAINERINDUSTRIEN TIL ELBILER

Hvad der startede som specialudvikling af containere og opfindsomhed førte til brandslukningsudstyr til elbiler, som bidrager til et bedre arbejdsmiljø og højere sikkerhed hos brandfolkene. I Strandmøllen vægter vi også både et godt arbejdsmiljø og sikkerhed højt, og derfor er vi stolte af, at levere gas til Jøni. 
Salgschef Jan Nyrup udtaler om samarbejdet med Strandmøllen:

”Strandmøllen giver ærlig og hjælpsom rådgivning via deres konsulent Allan L. Nielsen og vi kan altid regne med at de leverer gas til tiden – og mere til, hvis behovet opstår.” 

Hos Strandmøllen er vi i tæt dialog med Jøni om, hvordan vi kan sørge for leveringssikkerhed, da det kun er et spørgsmål om tid, før efterspørgslen på Jønis produkter stiger.