Mammen Mejeri producerer og sælger ost til kunder i hele Danmark med udgangspunkt i sine over 100 år gamle håndværkstraditioner og innovative produktionsmetoder. Det munder blandt andet ud i en produktion på næsten 9.000 tons gul ost om året.

Tilbage i år 2012 investerede Mammen Mejeri i et helt nyt anlæg i tilknytning til sit oprindelige mejeri for at sikre moderne og rationelle produktionsmetoder. I den forbindelse undersøgte mejeriet sit gasforbrug og fandt ud af, at det var nødvendigt at opgradere den eksisterende CO2-løsning.

Som næste skridt valgte mejeriet at kontakte Strandmøllen, der med sit FOOD LINE ®-koncept har stor erfaring med blandt andet MA-pakning i levnedsmiddelindustrien.
 

HENSYN TIL UNIKKE KARAKTERISTIKA

Mammen Mejeri havde helt naturligt et ønske om at undgå skimmelvækst for derigennem at forlænge ostens holdbarhed via MA-pakning og CO2. Det var et ønske, som Strandmøllen hjalp med at opfylde ved at tage hensyn til ostens unikke karakteristika som fx vand- og fedtindhold, pH-værdi, mikroorganismer og oxygensensibilitet.

”CO2 har en hæmmende effekt over for skimmel- og mugvækst og derudover en god evne til at binde vand, hvilket gør den egnet i gasblandinger til en række fugtfølsomme produkter. Selv en så lav CO2-koncentration som 20 % kan hæmme væksten af mug væsentligt. Desuden påvirkes mælkesyrebakterien meget lidt af CO2”, siger Jakob Bachmann, der er salgschef for levnedsmiddelindustrien hos Strandmøllen.

Desuden ønskede Mammen Mejeri samtidig at skifte fra batteri til tank, hvilket Strandmøllen også hjalp med. ”Vi lavede fundamentet, og Strandmøllen opsatte tanken. Der blev samtidig installeret Strandmøllens overvågningssystem SOS, så vi automatisk får fyldt tanken, når der er behov. Vi behøver ikke at gøre noget. Alt er gået problemfrit”, siger Niels Staunsbæk, der er ejer og teknisk direktør hos Mammen Mejeri.

 

LANG HOLDBARHED

Niels Staunsbæk er meget tilfreds med den samlede løsning fra Strandmøllen og ikke mindst den gode rådgivning fra gaskonsulent såvel som teknisk service, der tog sig af installationen og løbende sørger for vedligeholdelse.

”Uden Strandmøllens gas kan osten kun holde sig i ganske få dage, men nu holder den sig adskillige uger ude i butikken”, siger Niels Staunsbæk.

 

2018